Efterfødselssamtalen

Hvordan oplevede du at føde dit barn? Hvordan blev fødslen i forhold til dine forventninger? Hvor meget fylder fødselsoplevelsen i din bevidsthed?

Mange oplever, at en efterfødselssamtale giver en bedre forståelse af oplevelsen og kan være med til at sætte et punktum for graviditeten og fødselsforløbet, så man kan fokusere på livet bagefter. Selv fødsler, der fra jordemoderens eller sundhedsplejerskens synspunkt opfattes som normale og ukomplicerede, kan give spekulationer og oplevelser, som der kan være behov for at bearbejde.

Efterfødselssamtalen er en gratis telefonsamtale for alle kvinder eller par, som har oplevet en hård eller kompliceret fødsel - uanset hvor lang tid der er gået, siden fødslen fandt sted.

Hos Fødselshjælpen kan du få en gratis telefonisk efterfødselssamtale.

Når du har sendt skemaet nedenfor, bliver du kontaktet af en frivillig fødselshjælper (dvs. en doula, fødselsterapeut, jordemoderstuderende eller en anden med professionel erfaring i graviditet, fødsel og livet med en nyfødt) indenfor to uger, og så finder I i ro og mag et tidspunkt, der passer dig.

En efterfødselssamtale tager ca. 1 ½ time, og der er hverken tale om terapi eller sundshedsfaglig rådgivning, men derimod en bearbejdelse af selve fødselsoplevelsen med udgangspunkt i din fortælling.

Vores netværk af fødselshjælpere har mange forskellige kompetencer og specialområder, så skriv gerne, hvis der er noget bestemt ved fødslen du trænger til at snakke om, så prøver vi at finde en fødselshjælper, der passer lige til dig. Vi glæder os til at høre fra dig!

Sæt ord på din fødsel